Spring til indhold

Julebrev 2019

Nyheder | 

By Anders Smedstrup Mortensen

Kære alle!

Julen nærmer sig og I får de sidste nyheder fra bestyrelsen

Det har været et fantastisk år, hvor det har været en stor fornøjelse at være formand.

Humøret er højt og vi klapper i hænderne af vores dygtige stab inde som ude.

Vi kan også allerede nu oplyse om, at der bliver et medlemsmøde den 4. februar 2020 kl. 19.00. Så sæt X i kalenderen allerede nu. Vi vil bl.a. informere om planer for banen samt regler og handicap mm.

Moms refusion: Og nu råber vi højt hurra. Vi har fået kr. 142.000,00 i momsgodtgørelse for 2018.

Stor tak til de medlemmer, der ved en gave på kr. 200,00 har gjort det muligt. Vi klapper i hænderne. Det betyder så meget for klubben, at få denne momsrefusion og det kunne ikke lade sig gøre uden, at I medlemmer bakker fantastisk op om det.

Lån: Omlægning af lån gik som forventet. Vi fik et 0% lån og næsten den forventede kurs. Dette var det bedste valg og billigere over årene end 0,5 % lånet med en højere kurs. Vi klapper igen.

Nybolig: Vi har erfaret, at flere medlemmer har solgt hus gennem Nybolig og desværre har glemt at meddele Nybolig, at man er medlem af BG. Det betyder, at vi desværre ikke får bonus. Så tænk på os og husk at sige, at I er medlemmer af golfklubben, når I starter jeres samarbejde med Nybolig, for ellers er det for sent, når handlen er afsluttet.

Stena Line: Husk også at I får 10% på færge m.m. ved Stena Line, hvis I booker gennem vores hjemmeside ved tryk på sponsorikonet. Og det er på den til enhver tid gældende pris også tilbud.

In Modus starter golftræning op til januar. Det er super godt. Grande og jeg er blandt de faste deltagere. Men vi vil gerne have nye med. Se tilbuddet sidst i dette nyhedsbrev.

Greenkeepernes Hævn: Almas er blevet sponsor på den turnering der hedder Greenkeepernes hævn. Det er en rigtig sjov turnering, som vi glæder os til i juni 2020. Så her må I gerne sætte X i kalenderen den 7. juni 2020. Vi kan garantere, at greenkeeperne vil lave sjov med jer.

SGN: Lige nu har vi nogle problemer i SGN samarbejdet. Der er en del små klubber, som har sat prisen fast ned for greenfee og ikke længere vil give 50% rabat, men vil have rabatten hos os. Det er jo ikke et samarbejde. SGN har besluttet med et snævert flertal, at SGN dog fortsætter, men med en max greenfee på kr. 250,- pr. person og stadig kun for fuldtidsmedlemmer.

Golfring: Vi har den 1. december modtaget udmeldelse af Golfringen fra Sebber og Rold, der ønsker at lave en golfring syd for fjorden bestående af Volstrup Golfklub, Hobro Golfklub, Randers Fjor Golfklub, Mariager Fjord Golfklub og Sebber Kloster Golfklub samt Rold Skov Golfklub. Vi er i en proces med Hjørring og Hals omkring fremtiden. Der vil derfor ikke blive opkrævet kontingent for golfringen pr. 1. januar 2020.

Frivillige søges: Husudvalget søger frivillige til forskellige arbejdsopgaver. Vi håber nogle nye vil melde sig, da vi i vores fantastiske golfklub er dybt afhængig af det frivillige arbejde. Her er deres opråb:

Vi søger frivillige hjælpere!

Der er mange frivillige i Brønderslev Golfklub – vi er over 100 – men mangler hjælpere til følgende områder:

  1. Vedligeholdelse af stier – vi søger 4 personer, der kan hjælpe med at udbedre skader på vores stier. Der udpeges en ”formand”, som ringer, når der er behov for hjælp.
  2. Topdressing af fairways – vi søger yderligere 2 frivillige, som kan hjælpe med at udbedre huller i fairways. Når disse har meldt sig, laves en plan, hvor man fordeler huller og tidsplan. Vi forestiller os, at der skal arbejdes 4-5 timer en gang om måneden i sæsonen.
  3. Renholdelse af område ved skilte på teesteder, bænke og affaldscontainere – der søges yderligere 2 personer, som evt. kan arbejde sammen. Vi er 2 hold i forvejen, og med 3 hold skal der arbejdes nogle timer ca. hver 14. dag i sæsonen.
  4. 1 person til eksisterende klubhus-hold – der er 7 hold á 2 personer, og vi mangler én for at fylde op til 8 hold. Arbejdet består i at feje og fjerne ukrudt omkring klubhuset en gang om ugen – hver fredag i sæsonen. Med 8 hold betyder det, at du skal hjælpe ca. 4 gange i løbet af sæsonen.
  5. Renholdelse af område ved udslagsbanen og udslagshuset – 2 personer søges. Der skal fejes og fjernes ukrudt ca. hver 14. dag, og der bliver 3 hold á 2 personer. D.v.s. at der skal arbejdes ca. hver 6. uge eller ca. 5 gange per sæson.
  6. Vedligeholdelse af læbælter – der søges 3 personer, som kan vedligeholde læbælter, der er ryddet for underskov. Der er foreløbig tale om områder ved rød 2, blå 8, som skal friholdes for ny vækst. Det er ikke fastlagt, hvorledes arbejdet skal udføres, men dette afgøres før sæsonstart 2020.
  7. Oprensning af søer på banen – der er allerede 7 personer som udfører dette lidt krævende arbejde, men de søger yderligere 2 hjælpere. Man kan se at der gøres et stort stykke arbejde. Ring til Ulla hvis du vil vide mere.

Vores bane har i sæson 2019 været rigtig god, og både klubmedlemmer og gæster roser banen. Det er vigtigt, at denne udvikling fortsætter, og vores ansatte greenkeepere har rigeligt arbejde med at passe og vedligeholde fairways og greens samt teesteder – derfor er der brug for frivillig hjælp.

Ud over, at du som hjælper yder en indsats overfor klubben, så kan vi love nogle gode timer sammen med ligesindede og en årlig turnering, hvor kun de frivillige er deltagere. Vi sørger selvfølgelig også for mad, når arbejdet strækker sig over 4-5 timer. Der er udpeget ”formænd” på de enkelte opgaver, som indkalder og styrer/fordeler arbejdet.

Ring eller skriv allerede i dag til Ulla på telefon 9882 3281 eller mail:  info@broenderslevgolfklub.dk, Eller ring til: Jens Jørn Krogh Jensen på tlf. 2033 2088 eller Christian Grande på tlf. 2985 1048

Og så vil jeg ønske alle en rigtig god jul og et fantastisk godt nytår.

På bestyrelsens vegne
Kirsten Juel Jensen 

InMotus tilbud:

Golftræning

Mere energi til dig og golfspillet

  • Alle golfspillere, uanset niveau og alder, vil opleve markant forbedring af golfspillet gennem fysisk træning.
  • Der kommer mere energi i svingbevægelsen og du kan slå længere.
  • Kroppens stabiliserende muskelkorset er basen for at udvikle energi og for at have kontrol i svinget.
  • Smidighed giver dig mulighed for at komme længere ud i svinget.
  • En god grundform forebygger skader. Vi har fokus på ryg- og mavetræning.

Vi træner fælles en gang om ugen og der gives desuden personlige træningsprogrammer efter behov.

Du træner altid sammen med en af vores fysioterapeuter og I er max 10 deltagere på holdet. Vi lover dig masser af bevægelse, energi og et bedre slag i den nye sæson!

Tid:                    Mandag kl. 16.00 – 17.00 OPSTART: 13.jan

                          Fredag kl. 08.00 – 09.00 OPSTART: 17.jan

Pris:                   760 kr. for 8 x holdtræning           

 

Sted:                  inMOTUS fysioterapi i bevægelse

Ny Banegårdsgade 7-9, 9700 Brønderslev

Tilmeld:              98 83 11 00 eller info@inmotus.dk