Spring til indhold

Finale for Brønderslevs Santander-hold sponsoreret af Sparekassen Vendsyssel

Nyheder | 

By Anders Smedstrup Mortensen

I weekenden den 14. og 15. september skulle Brønderslev Golfklubs 1. hold for herrer, spille med i Santander divisionens slutspil om Danmarksmesterskabet. Aarhus Golfklub lagde bane til, og havde valgt at traktere gæsterne med ”god” vind begge dage, som i det kuperede terræn med mange træer, kunne udfordre alle slag som ikke ”sad lige i skabet”.

Lørdag skulle der afvikles semifinaler og her skulle Brønderslev møde det stærke hold fra Smørum Golfklub mens Kolding skulle møde Kokkedal.

Formiddagens foursomes mellem Brønderslev og Smørum, blev nogle tætte opgør, hvor to af matcherne skulle helt frem til hul 18 og den tredje til hul 17. Resultatet blev at Brønderslev og Smørum hver vandt en match og delte den sidste. Dermed stod det lige 3-3 mellem de to hold, inden eftermiddagens singler skulle afvikles.
Her klarede Brønderslevs spillere sig bedst, ved at vinde 4 af de 6 singler og dermed en samlet sejr over Smørum på 11-7 og en plads i finalen. Holdet havde dermed også skrevet klub-historie, da klubbens hidtil bedste resultat var bronzemedaljerne, som holdet vandt for 2 år siden.

I opgøret mellem Kolding og Kokkedal, kom Kolding bedst fra start ved i foursome at vinde to matcher og tabe en. Kolding stod derfor med de bedste kort på hånden, inden singlerne.
Dem kom Kokkedal dog bedst ud af, med det resultat at holdene stod helt lige efter alle matcher.
Der skulle derfor omspilshuller til, før Brønderslevs modstander i finalen blev fundet.
Afgørelsen faldt allerede på det første omspilshul, hvor Niklas Nørgaard Møller sendte Kokkedal i finalen, ved at vinde over Martin B. Ovesen fra Kolding.

Søndagens finale startede i regn og kraftig blæst, hvilket bekom Brønderslev spillerne bedst. Formiddagens foursomes blev ikke så tætte som lørdagens, da ingen at matcherne skulle længere end til hul 16, før Brønderslev havde bragt sig i spidsen 4-2.
Spænding, forventning og senere nervøsitet inden eftermiddagens singler, var mærkbar hos de mange som havde taget turen fra Nordjylland, for at følge og støtte spillerne fra Brønderslev.
Og spændende blev det så sandelig også. I de fleste matcherne skiftede føringen flere gange undervejs og tre af matcherne blev først afgjort på hul 18.

Specielt to af matcherne blev til sidst fulgt af neglebidende nervøse Brønderslev supportere.
I de matcher stod det lige inden de sidste par huller og Brønderslev skulle have point i mindst en af dem, for ikke at tabe opgøret mod Kokkedal. ”Kantrullere” og ”lige ved og næsten puts” kombineret med et par holede lange puts fra Kokkedal, gjorde desværre at Brønderslev tabte begge de to singler og dermed også opgøret mod Kokkedal med mindst mulig margin 10-8.

Det var så tæt på – så lige ved og næsten. Da de fik sølvmedaljerne hængt om halsen, var skuffelsen derfor også tydelig hos holdkaptajn Erik Andersen og spillerne – Christoffer Lange, Frederik Kjettrup, Jakob Kollerup, Malthe Tandrup Laustsen, Mads Hedegaard, Morten Hedegaard og Nicolai Sørensen. Lad os håbe at skuffelsen hurtigt afløses af stolthed over en meget flot præstation og motiverer til flere flotte præstationer i fremtiden.
Stort tillykke til Brønderslev Golfklubs Elite herrer med sølvmedaljerne ved Danmarksmesterskaberne.

I kampen om bronzemedaljerne vandt Kolding 16-2 over Smørum.

Efter søndagens spil i Aarhus Golfklub tog holdet tilbage til Brønderslev, hvor holdet blev fejret i klubben, hvor både Brønderslevs Borgmester Michael Klitgaard samt Ken Poulsen fra Sparekassen Vendsyssel og selvfølgelig klubbens formand Kirsten Juel Jensen var mødt op med flotte taler til spillerne.